Fællesnævnerlandet

Laveste fællesnævnerland.

Vi bor i et lille land, hvor alle er trygge og lykkelige. Landet med de mest tilfredse mennesker. Vores tilfredshed og lykke kan ganske sikkert tilskrives vores meget ansvarsbevidste politkere, der naturligvis altid er på stikkerne, når der høres det mindste bøvs i vores lille samfund, som kan forstyrre lykken, roen og freden.

En enkelt person, ikke født her i landet, er af politiet stemplet som farlig, vist nok en afvist asylansøger. Et stempel han har fået uden nogen som helst rettergang og uden at nogen i offentligheden kan gøre sig bekendt med, hvad det er der gør ham farlig og i vores lille trygge land bekymrer vi os heller ikke om sådan noget. Hvad skulle vi da også det for. Hvad skal vi da også med rettergange og beviser. Vi har jo vores lille uafhængige, kompetente og altid objektive politivæsen, der sammen med vores altid opmærksomme politikere sørger for, at der altid er eller kommer ro på bagsmækken

Sådan nogle mennesker kan vi jo naturligvis ikke have gående rundt i vores samfund og forstyrre vores lykke. Dem må vi af med. Hjem skal de, eller de skal mindst bures inde. Og når nu vores aldeles fremragende og kompetente politi siger sådan, må vi nok også heller passe på resten, de må jo være mindst lige så farlige, så dem må vi anstændigvis bure inde alle sammen og hvad er mere nærliggende end en af vores egne små koncentrationslejre, Sandholm, hvor vi kan holde øje med alle farlige elementer i vores samfund og så på en gang.

Joe – vores lille dejlige fællesnævnersamfund fungerer upåklageligt. Vi andre behøver ikke at bekymre os. Når bare en træder lidt ved siden af, så har vi et lille velordnet parti og et par præster, der nok skal sørge for at gøre vores samfund trygt, så vi danskere kan leve trygt og ikke behøver at frygte noget som helst. Vores lille samfund har evnerne, midlerne og villige politikere til at gøre det rigtige. Vi behøver ikke at bekymre os om noget overhovedet.